- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
Spot 2009: The Asteroids Galaxy Tour – sommersoul efter bogen
»Det var da rigtig fint«, nikkede de to piger foran mig til hinanden efter koncerten med The Asteroids Galaxy Tour. Og den beskrivelse var mere præcis, end mine medkoncertgængere måske selv havde intenderet.
The Asteroids Galaxy Tour spiller soulet pop med gode vibrationer og uden kant. Kernen i bandet, sangerinde Mette Lindberg og bassist og tangentspiller Lars Iversen, udvides live med guitarist, trommeslager og to blæsere, som ganske vist spiller helt by the book, men som lyder mere af veltrimmet skandinavisk blomstereng end af klassisk Motown. Det er sommersoul til hipstere og neohippier.
Lindberg førte svingende og svajende an i oversize guldcardigan og mikrofonkabel i glitrende regnbuefarver. Koncerten sitrede ikke ligefrem af fantasi, og The Asteroids Galaxy Tour lader ikke til at være tynget af egne forventninger om originalitet. Til gengæld sprudlede bandet af spilleglæde.
Gruppens koncert på Spot var et afbræk i en længere Europaturné, og det har sat sit præg på sammenspillet, der ikke var til at sætte en fedtfinger på. Sættet cruisede professionelt af sted i et adstadigt tempo, hvor hitsinglerne ‘Around the Bend’ og ‘The Sun Ain’t Shining No More’ faktisk viste sig ikke at være bandets bedste. På numre som ‘Push the Envelope’ og på de enkelte lidt hurtigere numre blev der skruet op for funken, og det klædte bandet. Debuten forventes udgivet til efteråret, og den spås herfra en god dosis rigtig fin airplay.
Koncert.