Sunset Rubdown

Det savlende rockmonster Canada har tilsyneladende ikke sat ambitionsniveauet ned, selv om tiden er fløjet østpå i samme retning som musiknørdernes opmærksomhed. I hvert fald er aktivitetsniveauet ikke blevet lavere hos sangeren Spencer Krug, som siden sidste års længeventede andet Wolf Parade-album også har skrevet sange og sat stemme til et album fra sin tredje udskejelse Swan Lake.

Dermed skulle man tro, at han virkelig har noget på hjerte, ham Spencer Krug. Den fornemmelse får man bare ikke med dette tredje Sunset Rubdown-album, med den eventyrlige titel ‘Dragonslayer’, mellem ørerne. Der genbruges i stor stil, og virkemidlerne er tidligere brugt langt bedre fra hans side. Har du ikke lige et af mandens tre orkestre på anlægget, så tænk på de buldrende trommer og det dramatiske elorgel, de temposkiftende strukturer og ikke mindst Spencer Krugs på én og samme tid krukkede og følsomme vokal.

Ja, kan du ud fra disse ord genkende musikken fra dine elskede Wolf Parade-, Swan Lake- eller Sunset Rubdown-album, så går du ikke galt i stuen med ‘Dragonslayer’. Det lyder vitterlig, som var det en samling outtakes fra Wolf Parade, desværre uden de geniale melodier og afvekslingen fra ulvekollegaen Dan Boeckners sangskrivning. Spencer Krug går med dette drageslagtende album i stedet i genbrugsmusikalsk ring uden at kæmpe originalt imod tidens tand.

Sunset Rubdown. 'Dragon Slayer'. Album. Jagjaguwar/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af