The Gaslight Anthem – en medrivende aftentur
Der er skrevet talrige rocksange på drømmen om langstrakte highways og det håb om frihed og frelse, der synes at vente for enden af dem. Men der er langt mellem de bands, der gør det så fermt som New Jersey-kvartetten The Gaslight Anthem, og deres kompakte og kraftfulde sange stod da også stærkt på Odeon-scenen.
Iklædt hvid t-shirt og minearbejderkasket faldt frontmand Brian Fallon nærmest i ét med karaktererne i sine lyrisk velsvungne fortællinger fra ‘blue collar’ Amerika. Og med sin dieseldampende stemme sang han sig veloplagt igennem de både muskuløse og melodiske sange, som primært var hentet fra det brillante album ‘The ’59 Sound’.
Her titter ekkoet fra bysbarnet Bruce Springsteen ofte frem mellem takterne. Det gjorde det også på scenen, men det gør absolut intet, når man som The Gaslight Anthem har så meget nerve, nærvær og ikke mindst så fornemme sange med i bagagen. Og når musikken i få øjeblikke truede med at flyde en smule sammen, fandt Fallon og hans arbejdsomme fæller hele tiden ny benzin at hælde på motoren. En medrivende aftentur med et band, der fortjener at få mange flere med på bagsædet.