Throw Me the Statue
Tag ikke fejl. Throw Me the Statue er fra Seattle, USA. Det skulle man ellers ikke tro ud fra bandets andet album ‘Creaturesque’. For der er noget påfaldende skandinavisk over den melodiske og guitardrevne indiepop, de fire medlemmer disker op med.
Drengene kan bestemt deres nyere amerikanske indierockhistorie, og bands som Weezer, Neutral Milk Hotel og Built to Spill har ikke spillet spade forgæves, men når man lytter til ‘Creaturesque’, efterlades man først og fremmest med indtrykket af et band, der har ladet sig inspirere af svensk indiepop og i særdeleshed af navne som Jens Lekman og I’m From Barcelona.
Men at lade sig inspirere af svenskere er jo ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, og ‘Creaturesque’ er da heller ikke noget dårligt album. Det er faktisk et ret godt og usædvanligt helstøbt album, der holder et højt niveau hele veje igennem. De gode melodier kommer tilsyneladende til forsanger Scott Reitherman så let som ingenting. Og når resten af bandet samtidig sørger for smittende arrangementer, der lyder præcis, som sådan noget indiepop skal – det vil sige tilpas kejtet og charmerende tilsat masser af håndklap og skiftevis friske hooks og indbydende akustisk guitar – ja, så er der ikke så meget andet at gøre end at smække fødderne op, rulle vinduet ned, eller hvad man nu gør i den slags situationer… og nynne med.