BLK JKS

BLK JKS er vel omtrent lige så fyndigt og sindsoprivende et navn som DSB, Dansk El-forbund eller Foreningen for Biodynamisk Jordbrug. Hvad det sydafrikanske orkester umiddelbart mangler af sprogfantasi, har de til gengæld i overflod i musikalsk drist og revolutionær frygtløshed, hvilket man straks bemærker på deres første langspiller ‘After Robots’. Her har vi at gøre med en funky, noiserocket brormand til freejazzen – uforudsigelig guerillarock med Johannesburgs synkoperede pulsslag som klangbund.

Og det fungerer fortrinligt. Ikke mindst fordi BLK JKS formår at åbne porten til et omskifteligt lydunivers med hujende guitarer, polyrytmer, blæsere og rumklangseffekter, uden at det fremstår hverken anstrengt eller utroværdigt. Nok har musikken en noget ujævn hvilepuls, men den er aldrig reduceret til selvfede stiløvelser eller anmassende strengelege og omslutter derfor lytteren med sin smitsomme frihedstrang og trancefremkaldende lydbombardementer.

Trods flere beroligende passager – eksempelvis på nummeret ‘Kwa Nqingetje’ – er BLK JKS således først og fremmest et ængsteligt føl, som sparker fra sig med sin progressive rock og uforudsigelige melodistrukturer. I BLK JKS’ univers er lyd synonymt med landskaber og landskaber lig med et kuperet terræn, som kræver en vis portion eventyrlyst og en mandfolkeindsats at afsøge. I mit univers er det til gengæld vanskeligt at komme i tanke om et aktuelt orkester, som vil kunne sprede mere oprørsmentalitet og feelgood-atmosfære på de alternative rockscener end denne sydafrikanske kvartet.

BLK JKS. 'After Robots'. Album. Secretly Canadian/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af