Volcano Choir
Først anede ingen, hvem han var. Men sidste sommer vidste alle pludselig, at Justin Vernon var en eminent sangskriver. ‘For Emma, Forever Ago’ udsendt under kunstnernavnet Bon Iver var i bogstaveligste forstand både country (musik fra landet) og soul (musik med sjæl). I ødemarken i Wisconsin krængede han sit inderste ud, hvilket netop gav debutalbummet så meget sjæl, at det endte som et af årets absolut bedste.
Nu debuterer han med sideprojektet Volcano Choir sammen med sit favoritband Collections of Colonies of Bees. Men evnerne som sangskriver gør Justin Vernon ikke brug af i denne sammenhæng. Bandet har nemlig begået ni skæringer, hvor der ikke er særlig meget sang og endnu mindre sangstruktur. Til gengæld er der mange eksperimenter. Og lidt elektronik, som på singlen ‘Island, IS’ der er det mest medgørlige og medrivende nummer. Resten er mere minimalistisk og avantgardistisk.
Vernon hvisker og mumler hist og her, men hans vokal er ofte multitracket og indhyllet i rumklang, så den reduceres til et instrument som alle andre på albummet. ‘Seeplymouth’ baserer sig på en distinkt loopet lyd som i Laurie Andersons 1981-klassiker ‘O Superman’, mens ‘Still’ er en ny version af ‘Woods’ fra Bon Iver-ep’en ‘Blood Bank’, hvor bandet akkompagnerer Vernons auto-tune-manipulerede stemme med både digitale og analoge input, så nummeret nærmer sig noget grandiost. De tre nævnte numre er sært fascinerende, resten er bare sært.