Kings of Convenience – i audiens hos kongerne

Småkedeligt eller magisk? Meningerne om Kings of Convenience er mange, men et komplet udsolgt Store Vega varslede usvigeligt sikkert Erlend Øye og Eirik Glambek Bøes danske publikumstække. Det var da også de to nordmænds første optræden i København nogensinde, og det føltes lidt som om, kongerne havde noget, de skulle gøre op for. Og det fik de så sandelig gjort.

Den næsten to timer lange magtdemonstration blev efter et »Erlend, du for lækker«-udråb skudt i gang med melankolske udgaver af tre nye numre, hvor specielt ‘My Ship Isn’t Pretty’ og ’24-25′ ramte lige i hjertet. Der er noget specielt ved to voksne mænd, som ganske spartansk krænger deres hjerter ud, og en intim udgave af ‘Homesick’ var måske aftenens ømmeste øjeblik.

En violinist og en bassist gjorde herefter deres entre på scenen og gjorde deres til, at ‘Boat Behind’ og ‘Rule My World’ med Erlend på discoklaver blev mere end festlige. Specielt Erlend var konstant i hopla, og med tør humor, hoftevrik, fløjten og mundtrompet var han ikke bange for at bade i scenelyset.

‘I’d Rather Dance With You’ og ekstranummeret ‘Toxic Girl’ slog fast, at duoen både mestrer groovy bossanova såvel som den stille folkpop. Og live blev Kings of Convenience fantastisk nok et band fyldt af modsætninger. Seriøsitet overfor humor, fællessang overfor øredøvende stilhed og fest overfor melankoli, alt sammen med entertaineren Erlend og den tilbageholdne skønsanger Eirik i front. Hvad er ordet, jeg leder efter? Nå ja, magisk.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af