Tutankamon

Da en demo sidste år dukkede op hos den svenske afdeling af pladeselskabet Playground, syntes de ansatte, at vokalerne lød en anelse bekendt. Stemmerne viste sig da også at tilhøre Peter Bjorn and John-tredjedelen Peter Morén og Shout Out Louds-forsangeren Adam Olenius, der sammen med de ligeledes erfarne Daniel Värjö og Niklas Korssell havde indspillet fem numre i en kort indspilningsseance, der udgør første halvdel af det selvbetitlede debutalbum.

Navnet har de fire svenskere taget efter en mere end 3.000 år gammel egyptisk farao, og formlen, som albummet er skåret efter, er også gammelkendt. Der er nemlig tale om melodisk indierock iklædt en lettere punket udgave af The Byrds, intakt med tamburin, korharmonier, guitarsoloer og sågar en fuldstændig umotiveret trommesolo på balladen ‘Three of Us’.
Der har tydeligvis ikke været langt fra tanke til handling under indspilningerne, men det lykkes til fulde at få glæden ved det nye sammenspil til at strømme hele vejen ud af højtalerne. Det gælder især den utroligt fængende ‘Have You Ever Been in Love’ og den bitre ‘All the Things’, hvor Morén også på tekstsiden lader enkeltheden råde med ordene: »All the things I did for you / All the things you did to me«.

Så det kan godt være, svenskerne ikke kan spille fodbold for tiden, men på indierock-fronten er de stadig yderst målfarlige og vinder på enhver lilleputtræners yndlingsdevice: »Gør det nemme!«

Tutankamon. 'Tutankamon'. Album. Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af