Diverse kunstnere
Det er et ambitiøst projekt modellen, skuespilleren og nu også executive producer Cecilie Thomsen har kastet sig ud, i når hun på soundtracket til den romantiske komedie ‘Simon & Malou’ har samlet et stærkt hold af danske musikere, der fortolker og forgylder på livet løs.
Ballet åbnes med ex kæresten-Bryan Adams nyskrevne, men stærkt 60’er-inspirerede nummer ‘No Time For Love’ sunget smukt af Fallulah, og herefter følger en glimrende håndfuld solo- og konstellationspræstationer.
Steen Jørgensens mørke rockmelankoli møder Sune Rose Wagners silkebløde falset i The Everly Brothers’ ‘When Will I Be Loved’. Kasper Winding og Jonas Bjerre fra Mew har slået pjalterne sammen under navnet Diamonds For Eyes og sammen skabt den drømmende og skrøbelige ballade ‘Talking About It’. CV Jørgensen fortolker glimrende og stramt ‘Everybody’s Got to Learn Sometime’, som Beck udødeliggjorde i slutscenen i ‘Eternal Sunshine of a Spotless Mind’. Steen Jørgensen giver Roxy Music-klassikeren ‘Love Is the Drug’ nyt liv i en cool og mørk disco-version.
Hele herligheden emmer af nostalgi, fra en tid hvor især Phil Spector og hans ‘wall of sound’-strategi satte dagsordenen. Men soundtracket står stærkt alene og viser nye sider af nogle af nationens største talenter. Tim Christensen har kastet sig over Cheap Trick og The Zombies og forvandlet begge gruppers sange til sine egne. Det er kendetegnet for alle albummets fortolkninger. Der er blevet gået til opgaven med ydmyghed men så sandelig også med personlighed og overskud.
Lyt til Steen Jørgensens og Sune Rose Wagners fortolkning af ‘When Will I Be Loved’ på Soundvenue High 5 denne uge.