Fever Ray – messe i modlys
Et sted bag den synlige verdens virkelighed gemmer sig ting, der er okkulte, ubehagelige og dunkle. Det synes at være udgangspunktet for Karin Dreijer Andersons, den ene halvdel af The Knife, soloprojekt Fever Ray.
Søndag aften kaldte hun så til mørk messe i det ellers så noble DR Koncerthus. Dronen fra ‘If I Had a Heart’ fungerede som et postapokalyptisk svar på fortidens kirkeklokker, da Dreijer indtog rummet sammen med sine shamanklædte musikere. Over dem skar to syregrønne laserstråler sig igennem adskilige kubikmeter teaterrøg for så at spredes langsomt til to gange ti fingre, der understregede de musikalske og vokale besværgelser. Rundt omkring på scenen oplyste nikotingule rokokolamper og voldsomt modlys omgivelserne men kun sparsomt og akkurat nok til, at det gav et glimt af noget, man næsten kunne genkende.
Desværre blev dette betagende syn i starten skæmmet af en underlig plump lyd, der mere mindede om Parken end Danmarks ypperligste koncertsted. Det rettedes dog hurtigt, og numre som ‘Seven’ og ‘Keep the Streets Empty For Me’ sitrede tungt og intenst med deres nytilkomne stoflige lyd, hvor blandt andet guitaren har fået mere plads. I det hele taget virker Fever Ray efterhånden mere som et sammenspillet band end blot et sammenrend af musikere, der skal bakke Karin Dreijer op. Noget de nye numre, der blev luftet, også bar præg af.
Men pludselig skete så det, der ikke må ske. Røgmaskiner og laserlys blev åbenbart for meget for DR’s fintfølende alarmsystem, og både musikere og publikum måtte rømme deres pladser og bevæge sig udenfor i novemberkulden. Naturligvis skal man ikke tage nogen chancer og ‘better safe than sorry’ og alt det der, men eftersom det samme skete under generalprøven tidligere på dagen, må det efterlade en flov smag i munden på de ansvarlige i DR. Slem amatørisme.
På vej tilbage til pladserne var der en nervøs stemning blandt publikum: Kunne Fever Ray genetablere den unikke tilstand, de havde opbygget? Svaret faldt et splitsekund efter, mørket igen havde sænket sig over salen. Uhyggen var i den grad genskabt og det endda i større grad end før. Bandet virkede ekstra tændt af uheldet og afsluttede deres set på nærmest skræmmende vis, som ville de fremmane en forbandelse over DR’s inkompetence. Under den afsluttende ‘Coconut’, der nærmest fungerede som et requiem, foldede laserhænderne sig sammen igen og slap sit tag i menigheden, som kunne vandre ud i natten, tilbage til virkeligheden – hvis der ellers findes en sådan.
