Fiery Furnaces
Da det amerikanske søskendepar Matthew og Eleanor Friedberger tidligere på året udgav ‘I’m Going Away’, der bestod af 12 for dem ualmindeligt straight rocksange, virkede det decideret mystisk. Det her er trods alt duoen bag monstrøst omfattende album, der med pludselige skift og besynderlige derouter er uoverskuelige som en Thomas Pynchon-roman. For ikke at tale om 2005-dobbeltalbummet ‘Rehearsing My Choir’, en slags opera hvis historie blev indtalt af søskendes dengang 80 år gamle bedstemor.
‘Turn Me Round Again’ er en forsikring om, at duoen ikke har i sinde at gøre det nemt for os. Her tager de røven på lytteren ved hver især at fortolke sange fra ‘I’m Going Away’. Kun titelnummeret er ikke en radikal omarbejdning af forlægget. ‘Drive to Dallas’ adskiller sig til gengæld mest ved at være en under et minut langt, opspeedet instrumental.
Albummet er en enestående mulighed for at komme helt tæt på, hvordan disse ellers utilnærmelige sangsnedkere bygger sange. Matthew finder sangenes sørgmodige side frem, mens Eleanor versioner er mere lystigt farverige. Matthews kompositioner er dybe og nuancerede, mens Eleanor lader sin særprægede vokal modulere de mest utrolige fraseringer.
Det er en forunderlig og smågenial evne, de besidder, sådan at kunne fuldstændig gentænke deres egne sange. Hvem havde troet, at den opgejlede barblues ‘Keep Me in the Dark’ også er en helt uudgrundeligt hjerteskærende klaverballade i Matthews hænder? Vi er meget, meget heldige at have dem.