Kan man lyde ufransk og samtidig være umiskendeligt fransk? Og kan man kalde sine landsmænds musik for noget lort men alligevel være stolt over at være franskmænd? Ja, mener pariserbandet Phoenix, som med deres nye album ‘Wolfgang Amadeus Phoenix’ endelig føler sig på hjemmebane i Frankrig.
Det kommer til at handle meget om Frankrig i denne artikel. Men lad os starte i Østrig. Det er nemlig her, Phoenix har hentet inspiration til titlen på deres fjerde studiealbum ‘Wolfgang Amadeus Phoenix’.
»Det fænger, ik’?«, nærmest gnækker bandets bassist Deck d’Arcy, mens han forsøger at forklare deres valg. »Vi ledte bevidst efter noget, der ville få folk som dig til at spørge. Mozarts navn startede som en dum joke, men efterhånden gik det op for os, at han er det største kulturelle ikon, som Europa har at byde på. Og den storhed, som er omgivet af navnet, tiltalte os, og så lød det faktisk også godt med vores navn som det tredje led«, griner han igen.
Den franske forbindelse
Men en del af forklaringen skal måske også findes et andet sted. For Phoenix og Mozart har faktisk en del til fælles. De har begge nydt stor succes verden over men har kæmpet hårdt for at vinde det franske publikums gunst. Mozart flyttede tilbage i 1700-tallet til Paris for at vinde de franske hjerter, men selvom han blandt andet skrev ‘Parisersymfonien’ i og til byen, måtte han rejse hjem til Østrig igen med uforrettet sag.
Og historien har på mange måder gentaget sig med Phoenix. Selvom de er fra Frankrig, er de aldrig rigtig blevet betragtet som sådan af deres landsmænd, der heller ikke ligefrem har dem som deres musikalske yndlinge.
»Vi er altid blevet set på som en underlig størrelse herhjemme. Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor. Måske er det fordi, at vi gør tingene på vores egen måde. Måske fordi vi stræber efter ikke at lyde specielt franske. Eller måske er det bare fordi, at vi synger på engelsk«, filosoferer Deck d’Arcy.
Man skulle ellers tro, at Phoenix’ dansable og groovy indiepop appellerede til alle. Men blandingen af rigtige instrumenter, en tør og organisk lyd og forsanger Thomas Mars’ sfæriske og engelske vokal har åbenbart været svær at sluge i baguettens hjemland, hvor man enten lyttede til elektronisk eller fransksproget musik.
I 2005 valgte Phoenix derfor også at rejse væk fra Frankrig, efter at de havde udgivet deres andet og til dato mest succesfulde album ‘Alphabetical’. Først drog bandet på en lang verdensturné og derefter til Berlin og New York, hvor de indspillede deres seneste skive ‘It’s Never Been Like That’.
»Jeg vil ikke sige, at vi flygtede. I hvert fald ikke bevidst. Vi forsøger altid at finde nye inspirationskilder og steder at indspille, og måske havde vi i den forbindelse brug for at komme lidt væk og dyrke vores ufranske sider«, forklarer bassisten.
Franske følelser
Men nu er Phoenix tilbage i Frankrig. Tilbage hvor det hele startede i Paris. Her har bandets fire medlemmer igen bosat sig og indspillet det nye album ‘Wolfgang Amadeus Phoenix’. Og selvom Deck d’Arcy ikke er meget for at svare direkte på spørgsmålet, så medgiver han – mellem linjerne – at det har givet pladen et mere fransk udtryk.
»Vi følte os virkelig hjemme denne gang og har kunnet fornemme, at fransk musik er en del af vores dna«.
Laurent Brancowitz (bandets guitarist og keyboardspiller, red.) har ellers tidligere udtalt til Soundvenue, at I føler jer som outsidere på den franske musikscene. Det er altså ikke længere tilfældet?
»Både og. Vi har altid haft et tæt forhold til nogle af vores kolleger i Frankrig men har også bevidst lagt afstand til resten af flokken på musikscenen. Nu skal det ikke være en længere analyse, men det er nok stadig tilfældet«, fortæller Deck d’Arcy, mens han kæmper for at finde de rette engelske gloser, som kan forklare det lettere spegede forhold til de franske kolleger.
»Der sker rigtig mange spændende ting, og fransk musik har rykket sig meget. Tidligere syntes vi, at det meste musik fra Frankrig var noget lort, men det er lige før, at vi nu er stolte over at være franskmænd«, lyder det med tyk accent.
Fransk samarbejde
Det kan til dels også aflæses i coveret til ‘Wolfgang Amadeus Phoenix’. Her fremgår det nemlig, at hele albummet er mixet og co-produceret af Philippe Zdar fra den franske house-duo Cassius. Phoenix har ellers ikke for vane at involvere andre så markant i arbejdet med deres musik – og da slet ikke en landsmand.
»Vi har kendt Philippe i lang tid, og han er en af vores gode venner. Derfor virkede det naturligt at involvere ham. Nu var det jo også hans studie, vi havde slået os ned i, så det var næsten synd, hvis ikke han fik lov at lege med«, siger han drilsk og fortæller, hvordan gruppen længe ledte efter et egnet sted at indspille albummet og ved et tilfælde havnede i Philippe Zdars studie, som d’Arcy beskriver som »halvt ruin, halvt studie«.
Synes du, han har sat sit fingeraftryk på albummet?
»Han har været utrolig vigtig i forhold til den proces, det er at lave et album. Normalt kan vi godt lide at have fuldstændig kontrol, og når vi som band har truffet en beslutning, er det den vej, vi går. Men der har Philippe flere gange påvirket os i nogle helt andre retninger og fået os til at genoverveje vores beslutninger. Han er enormt engageret og karismatisk. Udover at han naturligvis er musikalsk kyndig, så han har været god til at overtale os«.
Samarbejdet med Cassius’ Philippe Zdar har også betydet, at Phoenix for alvor har bekendt kulør. De lægger på ingen måde skjul på deres begejstring for den elektroniske musik på deres nye album. Det kan måske ikke høres ved første gennemlytning, men der flirtes flere steder med housemusikken, fortæller bassisten: »Det kommer meget frem i sangenes struktur og opbygning. Vi kan godt lide de virkemidler, som man måske godt kan sige er billige, men som fungerer. For eksempel at bygge en sang op med klimaks. Og så leder vi også efter noget af den samme attitude og selvsikkerhed, som elektronisk musik – især house – har. Det, syntes jeg, er udpræget på dette album, der også er lidt mere futuristisk i lyden end tidligere«.
I den forbindelse nævner Deck d’Arcy, at Phoenix faktisk har lyttet en del til både deres gamle venner i Daft Punk men også til nyere navne som Justice, NAAST og Sebastien Tellier. Jo, fransk musik er ikke længere bare »noget lort«. Men der er dog stadig visse punkter, hvor franskmændene halter, påpeger Deck d’Arcy:
»Jeg er ikke meget for at udtale mig politisk, men lad mig bare sige, at den nye præsident ikke er bedre end den gamle. Og vores fodboldlandshold er heller ikke ligefrem noget, der fordrer patriotismen«, siger han, smågriner og slutter – måske med slet skjult hentydning til den danske journalist i den anden ende af røret: »Men det er vi franskmænd jo ikke alene om«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #31