Ghost Society
Supergruppe er måske så meget sagt, men medlemmerne af albumdebuterende Ghost Society har om ikke andet en del musikalsk erfaring at trække på. En af hovedkræfterne bag Blue Foundation, Tobias Wilner (også kendt under aliasset Bichi), har nemlig slået pjalterne sammen med Sara Savery fra People Press Play samt Lasse Herbst og Frederik Sølberg med en fortid i henholdsvis Choir of Young Believers og Lake Placid. Og erfaringen fornægter sig bestemt ikke.
Ghost Society gør sig i 90’er-inspireret støjrock toppet med synths og Saverys og Wilners lyse, sfæriske vokaler som melodiske fikspunkter. Det virker lidt som en videreudvikling af de shoegazer-tendenser, som Blue Foundation legede med på deres seneste album ‘Life of a Ghost’. Guitarerne er her en anelse mere kradse, men de meget dreampoppede melodier er stadig et bærende element, hvilket kommer mest vellykket til udtryk i sange som de smittende ‘Better Days’, ‘Recognize’ og ‘Love Love’.
Det stilsikre og erfarne udtryk bliver dog imidlertid også albummets akilleshæl. Bevares, det hele lyder ‘rigtigt’ og er virkelig godt udført, men man savner et eller andet ubestemmeligt, noget farligt, noget overraskende, der for alvor engagerer lytteren. Udtrykket er højtideligt, men formår aldrig at blive rørende. Det støjer, men gør aldrig ondt. Det er ambitiøst, men aldrig overvældende. Og derfor ender Ghost Society med at være en stilsikker, men desværre også noget blodfattig affære.