Dicte & Sugarbones
Dicte og begrebet ‘cool’ hænger sammen. Sådan har det altid været, og sådan vil det forsat være, når man inddrager hendes syvende udgivelse ‘Tick Tock’ i ligningen. For selv om der bliver taget nye vovede pop-polerede skridt på dette album, formår Dicte stadig at være sig selv samtidig med, at coolness’en er massivt repræsenteret.
I samspil med sin faste musikalske legekammerat Kæv Gliemann og Mads Nørgård har hun kreeret et album, der bevæger sig rundt mellem electro-baseret grooverock med afstikkere til skæve varianter af funk, soul og disco. Numre som ‘Cigarette’, ‘U-Turn’ med Claus Hempler som disco-crooner og ‘What I Do For Love’ er nogle de bedste. Her går tekst, melodi og produktion for alvor op i en højere enhed og resulterer i charmerende elegant pop med kant, sjæl og charme.
Den eneste anke er, at der til tider er for megen synth, som sagtens kunne være sparet væk. Dicte sender nemlig den ene stærke tekst og melodi afsted efter den anden, og man savner derfor et mere nedtonet musikalsk udtryk med primær fokus på disse. Heldigvis sker det på det skrøbelige og sarte afslutningsnummer ‘Perfect Elegance’. Og faktisk bliver titlen synonym med det, Dicte mestrer så meget bedre end de fleste, ligegyldigt hvilken indpakning hun vælger at iklæde sit musikalske output.