Everybody Was in the French Resistance… Now!
Eddie Argos fra Art Brut og multiinstrumentalisten Dyan Valdés fra The Blood Arm er ude på svinkeærinder i deres sideprojekt. Foretagendet er nøjagtigt lige så fjollet, som navnet antyder, og debutalbummets 12 numre er alle skrevet som vittige kommentarer til kollegers hit. Det er en skæg idé, og turtelduerne bider her skeer med alt fra Kanye over Avril Lavigne til Michael Jackson.
Den musikalske emballage lyder som en discount-udgave af tøsepopbandet The Pipettes, blot med Argos’ cockney-sniksnak ovenpå. Decideret sang kan man nemlig næppe rubricere hans vokale bidrag som – Mark E. Smith fra The Fall er næsten et mindre vrøvlehoved i sammenligning. Der er masser af klaver, horn og flerstemmige girl/girl-korharmonier i luften, og produktionen er absolut godkendt.
Til gengæld er der lavkonjunktur i selve sanghåndværket. Det bliver aldrig for alvor fængende og for at gøre ondt værre, udgør Argos’ atonale stemme et aparte krydderi oven på de klassiske popdyder. Et grelt eksempel er ‘Creeque Allies’, hvor han spolerer omkvædet ved at ramme durk forbi melodien i famlende slingrekurs mellem tonerne.
Lyrikken er pletvis morsom, når man regner historierne bag ud. Eksempelvis lommefilosoferer ‘Superglue’ over, hvorvidt britpop-skønhederne i Elastica stadig ville have været sammen som band, hvis de havde brugt superlim fremfor ‘Vaseline’. Men musikalsk er albummet en joke af den slags, hvor man nok skulle have været der, og helheden er endnu sværere at nyde, hvis man ignorerer dogmet, der binder det hele sammen.