Field Music
De to brødre David og Peter Brewis har siden 2004 udgjort kernen i engelske Field Music, og på gruppens tredje album er de de eneste medlemmer i bandet. I 2007 meldte de ellers ud, at bandet ikke var mere, hvilket efterfølgende blev modificeret på en så diffus måde, at det ikke stod klart, om de var opløst eller ej, mens de udgav soloalbum som henholdsvis School of Language og The Week That Was.
Nu ‘genopliver’ de så Field Music med et monstrøst, 72 minutter langt dobbeltalbum med 20 sange, der må gøre selv de mest inkarnerede tilhængere forpustede. Field Music forvalter arven fra britiske pop-excentrikere som XTC og 10cc med barok pop, der byder på elegante elementer med strygere og skønsang men også skarpe kanter med abrupte skift i signatur og tempo. Bandet, der fik slumrende 60’er-psykedelia til at lyde så legende let på deres svært oversete, selvbetitlede debut, lyder dog langt mere tunge denne gang, og på ‘Each Time Is a New Time’ møver de tilmed blues-riff ind.
Det er som om, Field Music kløjes lidt i deres eget avancerede univers, men det er svært at ikke blive dybt imponeret af den konsekvente og disciplinerede tilgang. Her er en broget masse af sange, som du næppe bliver færdig med foreløbig.