Real Estate – luftig pop-elegance
Der er ikke noget at sige til, Lades Kælder var proppet som ind i helvede. Real Estates selvbetitlede albumdebut fra slutningen af 2009, var en af de bedste indiepop-plader, der udkom sidste år overhovedet. Og så udkom den oven i købet i kølvandet på de to fantastiske soloalbum, som bandets guitarist Matt Mondanile ligeledes nåede at udgive i 2009.
I går viste de tilbagelænede amerikanere, der så ud og lød som om, de havde nået at runde Christiania inden koncerten, at de også kan live. End ikke den sædvanlige rædselsfulde lyd på Lades Kælders kunne spolere indtrykket af bandets luftige beach head-romantiske popsange, der blev leveret med lidt ekstra støj men stadig med en selvsikker elegance, a la den man finder hos bands som Yo La Tengo, når de vel at mærke er bedst. Sangene er uden undtagelse afsindigt velskrevne, og det ved bandet. Alligevel nåede de at understrege deres egen coolness og gode smag med en vellykket coverversion af et af det new zealandske kultband The Cleans gamle hits ‘Anything Could Happen’.
Real Estate skriver altså ikke kun afsindigt gode sange. De spiller også helt vildt godt sammen, og når de, hvis retfærdigheden sker fyldest, spiller på Store Vega næste gang, synes vi sikkert alle sammen, det er ret sjovt, at vi engang så dem i en lillebitte kælder midt i København. Det var kort sagt en speciel aften, da Real Estate spillede deres første koncert i Danmark.