To Rococo Rot
Velkommen til tysk perfektionisme og ‘ordnung muss sein’. To Rococo Rot tror ikke på tilfældigheder og udviser systemkontrol i deres flirten med krautrock-genren på deres syvende studiealbum.
Stefan Schneider og brødrene Robert og Ronald Lippok henrykkede den elektroniske scene med albummet ‘The Amateur View’ fra 1999, der regnes for en autoritet indenfor postrock/electronica-genren. Men siden 90’erne har de tre tyskere haft kvaler med at leve op til fortidens højder, hvilket blev understreget med ‘Hotel Morgen’ (2004), der bar præg af manglende nærvær og intensitet.
‘Speculation’ derimod synes næsten i konstant bevægelse. Frem og tilbage kastes lytteren mellem følende basguitarspil, sagte trommer og blide kompositioner overfor tempofyldte skabeloner. At intensiteten er nærværende understreges på ‘Seele’, hvor To Rococo Rot rammer nerven. Rungende klaverakkorder slår tonen an efterfulgt af tempofyldt trommespil, flimrende hi-hat og en snerrende basgang. Tempo og struktur holdes på den efterfølgende ‘Horses’, der fremkalder lydbilleder af noget så kuriøst som jazzet postpunk, og på ‘Forwardness’ udspiller der sig en intens duel mellem klaver og marimba, men hele tiden med kontrolleret hånd.
Stefan Schneiders basgang placerer sig i spændingsfeltet mellem melodi og rytme og bliver et billede på hele albummet, der på fornemmeste vis balancerer mellem skarpt skårne skabeloner tilsat spidsfindige elektroniske detaljer. ‘Speculation’ er som fast grund under fødderne, uvidende om en forestående erosion der sætter en ny dagsorden.