Booka Shade

Walter Merziger og Arno Kammermeier i Booka Shade har gennem de senere år foretaget en rejse fra natklubbernes svedige gulve, hvor de hærgede klubland med pladen ‘Movements’ og det dengang allestedsnærværende nummer ‘Body Language’, og ud på de åbne festivaler, hvor de begejstrer et bredt publikum.

Og alsidighed er om noget duoens kendetegn – en spændvidde de har bevist i form af deres bagkatalog. Og til trods for at ‘More!’ i højere grad er et genhør med fortidens luner, beviser de atter deres eminente evne til at forene flere stilarter. Om end det altid er med et øre for det på den ene side harmoniske groovy over for et hårdtslående og effektfuldt udtryk.

‘More!’ åbner noget skævt med den forvredne ‘Havanna Sex Dwarf’, men der går ikke længe, førend de to herrer har fået spillet sig varme og leverer, hvad gør bedst. Varm dubbet house med afstikkere til lidt beskidt electro på ‘Regenerate’ og ‘Scaramanga’ rammer plet, mens de på ‘Teenage Spaceman’ stiller rave-folket tilfreds med mere svævende toner. Merziger og Kammermeier formår at holde en høj standard albummet igennem, selv om deres flirten med vokal, som det lader sig høre i en noget corny form på nummeret ‘Divine’, enten bør nøje genovervejes eller finpudses til fremtidigt brug.

Booka Shade. 'More!'. Album. Get Physical/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af