- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
Gayngs
Gayngs er et musikerkollektiv centreret omkring den amerikanske producer Ryan Olson og Solid Gold-medlemmerne Zack Coulter og Adam Hurlburt. Hvis de navne ikke rigtig ringer en klokke, så gør Justin Vernon det nok. Bon Iver-frontmanden er nemlig blandt de i alt 25 musikere, der har bidraget til at realisere dette originale musikalske sammenskudsgilde.
Det overraskende udgangspunkt for kollektivet har været en fælles fascination af 10cc’s 70’er-softrock-ballade ‘I’m Not in Love’. Et nummer der var sammensat af hele 256 dubbede vokalspor i en ualmindeligt overdådig studieproduktion. Og inspirationen skinner da også tydeligt igennem på hele albummet, hvor alle sange er holdt i langsomme 69 bpm, har glidende overgange og en enormt lækker og detaljemættet produktion.
Albummet byder på både støvede klarinetter, piblende synths, pistolskudspercussion, baglæns guitarsoloer, sirupsklistrede sødsuppeklaverer, slæbende triphop-grooves, p-funk-synthbas, jazzede saxofonsoloer og de mest blærede vokaler fra Zack Coulter og ikke mindst Justin Vernon, der på det cheasy 90’er-r’n’b-nummer ‘The Last Prom on Earth’ byder ind med en noget nær perfekt Bone Thugs-n-Harmony-impression. Den havde man ikke lige set komme.
Den her plade er kort sagt cool as fuck. Det er knaldemusik for hvide drenge og piger med en sort sjæl. ‘Relayted’ underholder, springer grænser og virker, fordi det uden skam dyrker det smagløse på den mest smagfulde og overrumplende måde.
Gayngs. 'Relayted'. Album. Jagjaguwar/VME.