Kent

Kent har efterhånden været godt rundt i hjørnerne. I sidste årtusinde slog de igennem i hjemlandet som The Smiths-inspirerede riddere af den ulykkelige kærlighed, kulminerende på 1997-nyklassikeren ‘Isola’, hvor efter de på album som ‘Hagnesta Hill’ og ‘Vapen & ammunition’ prøvede kræfter med et mere direkte poprocket udtryk. Senest har en electro-præget lyd farvet sidste års ‘Röd’, og på den hurtige efterfølger ‘En plats i solen’ bliver der hentet inspiration fra alle hylder.

Det lyder jo som en klassisk metode til at ryste posen i håbet om, at de musikalske brikker falder ned på nye, overraskende måder. Men i dette tilfælde er resultatet i bedste fald fragmenterede glimt af tidligere tiders storhed, der desværre heller ikke fremstår som et særligt ophidsende hele.

Det sagt er der helt klart fine øjeblikke. Som den sart melankolske og tålmodigt opbyggede ‘Team Building’, sammensat med den moderne popsnedkers opmærksomme sans for detaljen i både harmonier og produktion. Eller ‘Ismael’ der efter halvanden minuts ordinær indledning løfter sig op i herligt svimlende pophøjder.

Andre steder ryster svenskerne dog mere på hånden. På ‘Skisser för sommaren’ forfalder både guitarist og trommeslager for eksempel til standard-discogreb, mens omkvædets ‘la-la-la-la-la’-singalong heller ikke just virker opkvikkende. Og lad os bare nøjes med at sige, at den smægtende ‘Respekt ärlighet kärlek’ er cirka ligeså spændende (og klichéfyldt), som titlen lyder.

På mange måder er ‘En plats i solen’ altså status quo, og fans og andet godtfolk vil givetvis føle sig ok underholdt. Men denne signatur kan ikke ryste følelsen af, at Kent er kommet lidt for nemt om det denne gang, af sig. For der mangler melodisk nødvendighed, der kræver lytterens opmærksomhed i stedet for blot at nusse lyttemusklen.