Kings of Convenience – musikalsk renselse
Roskilde Festival er på mange måder syndens mekka. Sex, drugs and rock’n’roll, selvfølgelig. Så hvad var mere oplagt end at søge renselse tidlig lørdag eftermiddag inden flere udskejelser? Og det gjorde vi så. I tusindtal valfartede vi mod Arena, som Kings of Convenience i anledningen havde omdannet til et fristed, en kirke om man vil.
Som overbeviste prædikanter skyllede den norske duo vores sjæle med deres fine, akustiske folkpop. Og fra de første klimprende toner fra ‘My Ship Isn’t Pretty’ lod vi os bare føre. Da de sagde, vi skulle messe en node, messede vi. Da de sagde, vi skulle knipse, knipsede vi, og da de bad os synge, lavede vi fællessang så godt, vi kunne. Ligesom vi elskede coverversionen af 60’er-hittet ‘It’s My Party’.
Alligevel var Erlend og Eirik halvvejs gennem ceremonien faretruende tæt på at tabe os. Djævlen på skulderen hviskede om øl, da duoens insisteren på at styre indoktrineringen selv med to guitarer og skønsang blev lidt monoton. Men så hev de os ind i lyset igen, da de fik selskab af en bassist og violinist, der ganske simpelt tilføjede nogle flere strenge at spille på. Og med de gamle kendinge ‘Misread’ og ‘I’d Rather Dance With You’ både sang og hoppede vi i takt – som nye, rensede mennesker.