Onsdag aften får århusianerne fornøjelsen af Band of Horses‘ selskab, når gruppen indtager Voxhall. Læs interview med forsanger Ben Bridwell som opvarmning til koncerten.
Vinden bed pibende i vindueshængslerne allerede fra morgnen. På himlen trak dystre og våde dyner af skyer sig sammen og fyldte luften med tung elektricitet. Naturen varmede op til alvorlig gallaforestilling, og på første række sad en 8-årig og nysgerrig Ben Bridwell i sikkerhed i familiens hus bag et vindue. Troede han. For i barnlig kådhed drillede Ben storesøsteren med, at hendes fødselsdagfest nu var aflyst. Som tak for utallige spydige ord plantede søsteren hidsigt en hørive i Bens ansigt. Et styks barndomslærestreg rigere lå i Ben senere i sengen med hovedpine og små blodige sår i ansigtet, mens tornadoer placerede deres drabelige snabler på South Carolinas våde jord og flæsende landskabet op.
Forsangeren og hovedkraften i Band of Horses er en vaskeægte storyteller. En mand der lever nysgerrigt på kanten og gerne falder ud over den. Med altid ukueligt humør er Ben Bridwell gået fra irriterende lillebror i South Carolina, hjemløs bums i Seattle og til at være feteret musiker. Men benene er stadig solidt plantet på jorden, så det første, der ryger igennem telefonen, da jeg ringer ham op, er en undskyldning. Den aflyste Vega-koncert nager ham.
En islandsk vulkan kom i vejen
»Vores fans i Danmark er virkelig trofaste og dedikerede, og vi havde glædet os helt enormt til at spille i Danmark igen og få en ærlig reaktion på vores nye materiale. Så vi sad med en virkelig irriteret og tom følelse, da vi måtte aflyse«, fortæller Ben Bridwell.
En islandsk vulkan kom mellem det amerikanske band og de danske fans. Det var tredje gang, naturen fleksede sine muskler overfor Ben Bridwell. En oplevelse der atter engang mindede musikeren om, at mennesket er den lille i verden, og at man nogle gange må nikke anerkende til livets mærkværdige indretning.
»Vi mennesker hader, når vi ikke har kontrol. Og selv om det i dette tilfælde havde nogle irriterende konsekvenser, så er det jo ofte fascinerende, når ens kontrol sættes ud af spil. Da jeg boede i Seattle og var på røven økonomisk, blev byen ramt af et kæmpe jordskælv. Mange mennesker kom ind i en mærkelig nærdød-trance, så nogle kammerater og jeg lavede en spontan fest, der faktisk endte med, at alle fik sex. Så selv om tilfældet nogle gange giver dig et drøn med en hørive, så kan man altid være sikker på, der kommer en smuk gave senere«, fortæller Ben klukkende og småfilosofisk.
Kontrolfreaken slipper tøjlerne
Den umiskendelige ærlighed, vitalitet og stemningsfuldhed, som har været Band of Horses’ varemærke, er stadig intakt på deres tredje udspil ‘Infinite Arms’, men en dybere melodisk glæde har gnavet sig ind i sangene. Deres lavmælte indierock er blevet endnu mere nærværende og musikalsk bastant. Selv om Band of Horses altid har skabt sin musik i grænselandet mellem kontrol og tilfældighedernes lyksaligheder, har både bandmedlemmer og arbejdsrollerne varieret kraftigt igennem bandets snart syv-årige historie. Det er dog anderledes nu.
»Hvor jeg ellers i livet har ladet mig styre af tilfældets gunst, har jeg musikalsk været meget kontrollerende i forhold til Band of Horses. Jeg har været ivrig for at styre hele butikken som musikalsk overmaestro og videreudbygge vores stil og lyd. Men med vores nye album har jeg tilladt mig at trække mig mere tilbage og give de andre mulighed for at komme med forslag til tekster og musik«, fortæller Bridwell og peger på de to, der har været ansvarlige for videreudviklingen af Band of Horses’ lyd: »Bill Reynolds og Tyler Ramsey, som begge er nye i bandet, har sat deres markante fingeraftryk på pladen og skudt os i en musikalsk retning, der gør, at jeg personligt føler, det er vores bedste album hidtil«.
I musikalsk vatter med hinanden
Årsagen, til at Ben Bridwell nu har sluppet det stramme tag i tøjlerne og ladet de andre bandmedlemmer bestemme mere, skal ifølge ham selv findes i både hans alder og det faktum, at bandet nu består af musikere, der er i musikalsk vatter med hinanden.
»Jeg er blevet ældre. Jeg har familie, et barn, er blevet klogere og mindre herskersyg og mere eventyrlysten. Alle i bandet er klar over, hvor vores musikalske rødder er, og samtidig er de så dygtige musikere, at det ville være skammeligt og decideret tåbeligt ikke at give dem mere råderum. Tilblivelsen af albummet har selvfølgelig været hård, fordi vi droppede pladeselskabet, inden vi gik i gang. Men det var essentielt at få den kunstneriske frihed helt for os selv og blande kortene på nye måder. Ved at mødes og indspille forskellige steder i USA og væk fra det velkendte holdt vi kreativiteten og nytænkningen intakt og fik en glæde og gejst ved at spille, som jeg føler skinner stærkt igennem på albummet«.
Bridwells nye kasket
Som led i opdateringen af Band og Horses blev pladeselskabet Sub Pop altså smidt på porten for halvandet år siden. Bandet skulle finde sig selv og ikke styres af nogen udefra, men det var absolut ikke planen, at Ben Bridwells gamle pladeselskab The Brown Record skulle genoplives. Det var endnu en tilfældighed, der gjorde hovedarkitekten og forsangeren til ejer af et pladeselskab.
»I takt med at de andre i bandet tog mere ansvar, gav det mig en masse energi. Det gik op for mig, at jeg kunne slappe af musikalsk og i stedet bruge mine kræfter på de ting, der foregår i kulissen. Da jeg samtidig mødte en talentfuld knægt uden et pladeselskab, og vi selv manglede et, så var der ikke langt fra idé til handling«.
»Som band er Band og Horses vokset gigantisk«
Selv om Ben Bridwell nu har fået to kasketter på og en del mere ansvar, så er det stadig fremtiden og de musikalske eventyr med bandet, der trækker mest.
»Som band er Band og Horses vokset gigantisk det sidste år. Vi er blevet mere selvsikre og har fundet en enorm glæde ved at spille sammen, som vi ser voldsomt frem til at udfolde meget dybere på de næste album. Jeg føler faktisk, at Band of Horses endelig er Band of Horses. Et fasttømret band bestående af gode venner, dygtige musikere og drømmere der omfavner livet«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #41.