Aloe Blacc
Når det efterhånden legendariske, amerikanske pladeselskab Stones Throw slipper ting ud, sidder man altid med en vis forventning om, at Madlib og hans vestkyst-kumpaner på en eller anden måde igen har fundet på noget nyt og opfindsomt. Men hæfter man sig lidt for meget ved denne forventning, bliver man nemt skuffet over Aloe Blaccs seneste anstrengelser.
‘Good Things’ er bestemt en omgang nydelige urban soul-leveringer, der som sådan skaber al den velbehag og lyttevenlighed, man kan forlange. Men hvor Blacc står for sikkert, om end lidt anonymt, vokalarbejde, kunne mange af de stryger- og klaverbelagte produktioner derimod godt have tålt lidt flere knaster i deres meget pæne facade. Tingene glider betænkeligt nemt ned, og tættekammen skal for alvor findes frem for at synliggøre såvel højde- som lavpunkter.
Åbneren ‘I Need a Dollar’ er bestemt både kæk og elegant, og selvfølgelig er det både modigt og kuriøst at kaste sig over Velvet Underground-klassikeren ‘Femme Fatale’, hvilket i øvrigt lykkes ganske hæderligt. Der skal nok også sidde en god portion hiphop-producere, som gerne havde taget æren for det overcoole beat på ‘Take Me Back’, men alt for ofte bliver tingene bare for gennemarbejde og strømlinede. Og ville de fleste ikke hellere lyde som Bill Withers eller Curtis Mayfield frem for R. Kelly, hvis de kunne vælge? Blacc har faktisk evnerne til jonglere imellem alle tre udtryk men vælger desværre lidt for ofte sidstnævntes.