How To Dress Well
I USA har den velsmurte r’n’b-maskine efterhånden et fast sæt spilleregler. Usher, Ne-Yo, Chris Brown og så videre er alle iklædt skræddersyede jakkesæt, sparer ikke på selvpromoveringen og ser meget følsomme ud, når de krænger deres inderste ud over de gennemproducerede beats. Ikke at der er noget galt i det, bevares. Amerikanske Tom Krells alias How To Dress Well følger dog sine egne regler. Og med sit lo-fi-udgangspunkt leger han i den grad med r’n’b’ens konventioner.
Det kan til dels sammenlignes med jj, The xx og Salem, men pointen er, at How To Dress Well har fundet sin egen niche med en gennemført kombination af skramlede beats, tusmørke-stemning og Krells inderlige og Justin Vernon-klingende vokal. Produktionens sparsomhed in mente kræver det dog gode sange for at få projektet til at lykkes, hvilket debutalbummet, som er sammensat af sange fra et utal af tidligere og gratis ep’er, ikke fornægter. Den melodiske pondus slår igennem allerede fra start med den sublime ‘Ready For the World’ og ‘Suicide Dream 2’, hvor Krells vokal for alvor blotter sig.
Albummet er dog ikke komplet tilgængeligt. Man er nødt til at omfavne den let støjende overflade for at værdsætte det samlede produkt, selv om det på sin vis er svært, når det, der ligger inde bag, er så sukkersødt. Her i ligger dog også charmen, og Tom Krells unikke albumdebut er en både anderledes, hjerteskærende og yderst vellydende modpol til den polerede mainstream-r’n’b.