Underworld

De satte om nogen deres præg på 90’ernes elektroniske musikscene med det legendariske album ‘Dubnobasswithmyheadman’ og ikke mindst nummeret ‘Born Slippy’, der næsten har fået status som en generationstechnohymne. Der er angiveligt sket meget siden velmagtsdagene, de herrer Karl Hyde og Rick Smith er blevet ældre – måske lidt for gamle, for man kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at tiden er løbet fra de gode briter.

‘Barking’ trækker stadig på nogle af de styrker, om end få, der kendetegnede 90’ernes Underworld, heriblandt Hydes karakteristiske vokal, og ‘Between Stars’ er blandt de forholdsvis få højdepunkter. Men heller ikke hjælp fra sværvægtere som Paul Van Dyk og High Contrast er en parring, der er faldet synderligt heldigt ud. Sidstnævntes fingeraftryk skal findes på ‘Scribble’, der er en speedet omgang drum’n’bass, der ikke bliver til meget mere end et halvhjertet forsøg.

Langt hen ad vejen synes albummet fladt, og i stedet for at forny lyden er den blevet udvandet og kedsommelig. Hovedet på sømmet rammes med ‘Always Loved a Film’, der på værste eurodance-manér forsøger at skabe en euforisk stemning, men som ender i en art ironisk parodi.

Symptomatisk for albummet lukker og slukker Hyde og Smith med en såkaldt ballade akkompagneret af klaver, guitar og percussion. Meget utraditionelt for Underworld – men egentlig meget sigende for de aldrende musikere der næppe ved hvilket ben, de efterhånden skal stå på.