Crystal Castles – smæk for skillingen

Alice in the house! Historierne om den spinkle Crystal Castles-frontkvinde er for længst blevet opgraderet til rock’n’roll-mytestatus, og et forventningsfuldt Store Vega stod således kampklar til en onsdag aften i den sorthårede tornados vold. Desværre havde hun brækket foden men valgte modsat doktors anmodning at kravle og hinke sig gennem aftenens halsbrækkende energiudladning.

Med Ethan Kath velplaceret bag sine synthesizere skulle der ikke mere end et enkelt anslag til, før den frådende masse hoppede i takt, og ‘Baptism’ og det gamle hit ‘Crimewave’ inviterede allerede tidligt i koncerten inden for på Crystal Castles ravende kirkegård. Tung, tung bas gik hånd i hånd med de naive 8-bit-toner, og live-trommeslageren var bestemt et lækkert pust til det digitale univers.

Alice Glass skreg sig gennem de støjende punkinfernoer a la ‘Doe Deer’, ‘sang’ sig gennem de nyere og mere poppede skæringer som ‘Celestica’, og med fuld tryk på hele vejen igennem samt det epileptiske stroboskoplys havde duoen et usandsynligt godt greb om både virkemidler og publikum.

Desværre blev ‘Untrust Us’ til slut maltrakteret i bulder og rabalder, og koncerten kunne godt føles en smule ensformig til tider. Selv om Alice til sidst fik åbnet sin velkendte Jack Daniels-flaske og dansede rundt på et ben. Alice var aldrig rigtigt i huset. Men hvad gør det, når der er smæk for skillingen.

Hermed velkommen til endnu en myte. ‘Kan i huske dengang, Alice havde brækket foden men gik på scenen alligevel?’ Det kan du tro.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af