Tanlines

Det startede en mørk og stormfuld aften. Et lille skib søsat fra New York med kurs mod Bahamas kunne ikke længere modstå bølgernes raseri og kæntrede ud for en ubeboet ø i det caribiske hav. Livet gik sin gang på øen, og to af beboerne besluttede sig for at forberede noget musik til den store dag, hvor den hjemmebryggede brændevin endelig var færdig. Festdagen oprandt, og med bongotrommer, steeldrums og et par soldrevne synthesizere underholdt makkerparret den fortabte forsamling til den lyse morgen. Sammen kaldte de sig Tanlines.

Okay, historien er måske ikke helt sand. Men pointen er god nok. Jesse Cohen og Eric Emms percussion-rige calypsopop er nemlig om noget soundtracket til en strandfest af dimensioner. Og at ‘Volume One’ faktisk ikke er et rigtigt debutalbum, men en sammenfatning af ep’er, remixes og uudgivne numre rykker ikke ved, at de solskoldede synthlinjer går lige i hofterne.

Den afrikansk-inspirerede banger ‘Real Life’ er med sin eskapistiske vokal fantastisk, ‘Three Trees’s kække guitar skaber magi sammen med den tropiske synth-stemning, og The Raptures Luke Jenner gæster det slæbende dagdrømmer-track ‘O Seizing the Day O’.

Højdepunkterne er for mange til at nævne her, men fremhæves skal makkerparrets formidable evne til at kombinere dansegulvsappellen med skøre, vellydende og ekstremt svingende rytme-ekskursioner. Det varmer bestemt i sådan en  kold tid. Hvem der bare var strandet på en øde ø med Tanlines.

Tanlines. 'Volume One'. Album. Family Edition.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af