Frederik Teige
Frederik Teige er liveguitarist i Efterklang. Det borger for en vis musikalsk pondus, og det er måske også grunden til, at han færdes i en omgangskreds, der blandt andre tæller Cæcilie Trier (Chimes & Bells), Mike Taagehøj (Slaraffenland) og Anna Brønsted (Our Broken Garden), som alle medvirker på hans soloalbum, der kan downloades for en valgfri pris på Bandcamp.
Teige vil nok blive omtalt som ‘ham fra Efterklang’, men det er selvfølgelig ikke fair. Om ikke andet så på grund af den smukke, mørkt dvælende single ‘Invisible Vampires’ med akustisk fingerspil, et klaver som melodimager og med kor og strygere som bagtæppe. De fleste numre udspringer fra en guitarfigur og udvikler sig derfra i forskellige retninger. Mod tidstypiske elementer af folk, indierock og mildt støjende guitarpop og med en dybt rumsterende, men lidt karakterløs vokal. Teige lyder ganske vist inspireret af Efterklangs velklingende kammerpop men, trods et vist kompositorisk overskud, mindre af deres eventyrlyst.
Man bliver nu effektivt overrumplet af de skævt huggende guitarer, efterfulgt af staccatohåndklap på ‘You Always Tried to Pull Us Down’. Her forbindes to forskellige sider af Teiges temperament elegant. Man overraskes af country-bangeren ‘Less Stuff to Worry About’ og af de velfølte horn på ‘Elevate’. Men når man har kommet sig, er mange af numrene allerede blevet lidt slidt. Især melodierne er forudsigelige og teksterne distancerede. ‘Body God’ har bestemt relevans for andre – som Teige på sin Myspace-profil beskedent betvivler – men måske ikke i så lang tid.