Marianne Faithfull

Den 63-årige engelske sangerinde Marianne Faithfull har prøvet lidt af hvert. Hun har været junkie, kæreste med Mick Jagger. Og. Ja, så behøver man vel egentlig ikke at have prøvet så meget andet her i livet. Hendes nye album ‘Horses and High Heels’ består vanen tro hovedsageligt af covernumre og er produceret af den respekterede, men også lidt kedelige og konforme producer Hal Wilner.

Et par af sangene har Faithfull dog selv været med til at skrive. Blandt andet førstesinglen ‘Why Did We Have to Part’, der handler om Faithfulls forliste forhold til sin tidligere manager og kæreste. Den sørgelige situation er der kommet et overraskende blodfattigt nummer ud af med en sært klodset tekst. »Why did we have to part my love? / Why couldn’t life just stay the same? / It was over and I didn’t know it / Living without you feels so strange«.

Man savner den Faithfull, der viste tænder og jamrede som en falden engel på det Daniel Lanois-producerede album ‘Vagabond Ways’ fra 1999. Samtidig mangler albummet sammenhæng og fremstår som et lidt halvhjertet miskmask af forskellige genrer. Numre som ‘Prussian Love’, ‘That’s How Every Empire Falls’, ‘Back in Baby’s Arms’ og ‘Eternity’ fungerer sådan set fint. Det er tilpas iørefaldende og vellydende atmosfærisk voksenrock, men sgu bare ikke helt rørende eller desperat nok. Det er for sikkert og for forudsigeligt, og Faithfull burde helt ærligt være lidt mere modig end det.

Marianne Faithfull. 'Horses and High Heels'. Album. Naïve/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af