The Decemberists
Det er efterhånden et flot cv, Portland-bosatte The Decemberists render rundt med. Anført af sanger og sangskriver Colin Meloy har gruppen i godt ti år smidt fornemme plader på gaden som ‘Picaresque’, ‘The Crane Wife’ og 2009’s gennemførte konceptalbum ‘The Hazards of Love’. På gruppens nye album lader det dog til, at armbevægelserne er blevet mindre. Resultatet er i hvert fald en omgang velskrevne, men i den grad forudsigelige kompositioner, der på ingen måde byder på noget nyt under decembersolen.
På papiret er der ikke meget galt. Meloys meloditække er som altid indiskutabelt, og samtlige numre besidder en iørefaldende melodi, der topper på sing-along-baskere som ‘Calamity Song’ og førstesinglen ‘Down by the Water’ (hvor Gillian Welch og R.E.M.’s Peter Buck i øvrigt medvirker på overflødig vis). Den akustiske guitar er naturligvis det altoverskyggende instrumentcentrum og suppleres på afmålt vis og i bedste folkånd af harmonika og violin, der selvfølgelig også er en fast del af instrumentinventaret.
Som det måske fremgår, er problemet med albummet faktisk, at alt er, som det skal være. Albummets ti numre er alle af pænt og solidt håndværk, og man bliver som lytter ikke overrasket en eneste gang. Det gør dette sjette album fra The Decemberists til en lettere kedsommelig og alt andet end langtidsholdbar oplevelse, der desværre må betegnes som en skuffelse, og som i den grad levner plads til kreativ forbedring.