Hush

Der burde være flere danske bands som Hush. Bands der sætter en ære i at spille rendyrket country uden ironi eller et glimt i øjet. Det gør Hush, og har man først accepteret, at det er det, de gør, så kan man koncentrere sig om sangene, som på bandets nyeste og charmerende udspil ‘Dark Horse’ er små, lette, melankolske og helt ubesværede popperler serveret på et fornemt fad af dobro guitar, hammondorgel, trommer, violiner, cello, mandolin og harmonika.

Hush består af Dorte Gerlach og Michael Hartmann, og sammen med en række dygtige backing-musikere – blandt andre Rhonda Harris-guitaristen Rune Kjeldsen – har de skabt et album, der lyder og føles som ægte country. Gerlach har den rigtige Dolly-twang i stemmen, melodierne er simple, men øjeblikkeligt iørefaldende, og arrangementerne er så pæne og polerede som en Taylor Swift-sang. Det sidste er sådan set ikke en kritik. Personligt kan jeg godt lide den glatte og krystalklare lyd, hvor der ikke rigtig er plads til fejl, men i længden bliver det måske lidt sødt og nuttet det hele.

Sange som ‘Patience’, ‘Same Old Different Story’, ‘Me and My Broken Heart’ og ‘Look For America’ er dog alle sammen opvisninger i, at man ikke behøver at være amerikansk for at kunne skrive og spille en omgang smuk og effektiv countryrock.

Hush. 'Dark Horse'. Album. Target.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af