Scarlet Chives
Der er ikke meget Krølle-Bølle over bornholmske Scarlet Chives (tidligere Majorian) på deres selvbetitlede debut. Sekstetten serverer en velrørt cocktail af shoegaze og indiepop, der smager lidt af Cocteau Twins men anderledes end noget andet på den danske rockscene. Velvidende at Brian Batz er en del af bandet, er det svært ikke at sammenligne med Sleep Party People, men Scarlet Chives er, især i kraft af Maria Mortensens vokal, noget helt andet.
Scarlet Chives leverer elegant melodisk shoegaze på ‘The Horror’ og ‘Somethings Never Change’, hvor den sylespidse vokal kiler sig ned mellem det buldrende trommespil og de støjende guitarflader. På de mere afdæmpede ‘So Sing We’ og ‘Scarlet Chives’ gøres det klart, at Maria Mortensen besidder en af de mest interessante stemmer i dansk musik lige nu. Det gør bandet også en stor dyd at udpensle på de mere afdæmpede ‘Painted on My Pillow’ og ‘Sisters Playing in the Yard’, der dog fremstår småtamme og ved siden af de øvrige skæringer får karakter af fyld. For når Scarlet Chives er bedst, er der højt til loftet. Særligt på de støjende numre formår de seks medlemmer at smelte sammen til en homogent lydende enhed, som på én gang er smuk, melankolsk og fandenivoldsk.