The Vaccines
De kan sikkert allerede mærke presset på skuldrene. Fra en omverden der forventer et debut-drøn med samme volumen, som dengang i 2001 da The Strokes gjorde garagerocken ung, viril og ‘hot as hell’. Men det tager de sig nu ikke rigtigt af, medlemmerne af The Vaccines. Og netop derfor har de noget af den samme tilbagelænede appel som newyorker-slænget.
Titlen karakteriserer ret præcist bandets dynamik. Den kan både læses som et flabet ‘hvad havde I regnet med?’. Men også som et mere tvivlende spørgsmål til de kolossale forventninger, som især den britiske musikbranche allerede har til bandet. Også fordi London-kvartettens debutalbum ikke udelukkende er brygget på ungdommeligt overmod og testosteronudbrud.
Ganske vist fås nutidig rock ikke mere kort, kontant og catchy end de halvanden minut lange knaldperler ‘Wreckin’ Bar (Ra Ra Ra)’ og ‘Norgaard’, men omvendt lurer melankolien også på den afsindigt velturnerede hitsingle ‘Post Break-Up Sex’ og den nærmest storladne ‘Blow It Up’. De sidstnævnte sange ligger i hvert fald ret langt fra Ramones, der ofte bliver hevet frem som markør for gruppens lyd.
Så hvad forventer vi os af The Vaccines? Hvis svaret er et hurtigt adrenalinfiks, har medicinen nok begrænset holdbarhed. Men hvis man der imod havde håbet på et ungt band med mod til at eksperimentere med form og indhold, så er det bare med at hænge på. For vi kommer helt sikkert til at høre mere til dem.