Holy Ghost!
Allerede logoet på coveret får albumdebuten fra Holy Ghost! til at slå kraftigt ud på hipster-barometeret. Barndomsvennerne Alex Frankel og Nick Millhiser udkommer på det übercool pladeselskab DFA, som er uløseligt forbundet med LCD Soundsystem, og som fortsætter ufortrødent med at opdatere 80’ernes disco og postpunk med et solidt stænk indie-attitude.
Holy Ghost! hører hjemme på selskabets mere poppede fløj. Brooklyn-duoen har remixet for navne som MGMT, Phoenix, Cut Copy og Moby, og for fire år siden slap de singlen ‘Hold on’, der blev et anseligt undergrundshit med sine skarpe keyboards og håndspillede trommer. Den er også med på albummet, som fortsætter i samme spor og lader analogt glidende grooves løbe sammen med 80’ernes blankt klingende synthesizere. Dansabelt og discoglitrende, men på en varm, blød og tilbagelænet måde.
Sangskrivningen svinger en del, men det opvejes ofte af en veludviklet fornemmelse for instrumentering og en lækkert swingende puls. Spejlkuglen snurrer over det meste af albummet, men Holy Ghost! viser også andre sider med den dunkle understrøm på ‘Say My Name’ og den satinbløde ‘Some Children’, hvor 80’ernes hvide soul-ikon Michael McDonald gæstesynger.
Skal Holy Ghost! hæve sig over tidsbegrænset cool, skal der dog mere tyngde i sangene. Men duoen leverer en ganske gedigen fest i samme nabolag som Chromeo, Cut Copy og vor egen Vinnie Who. Brooklyns hellige ånder kan i hvert fald danse.