Giana Factory – når kontrollen tager overhånd

Slinger i valsen var der ingen af, da Giana Factory med cirka et kvarters forsinkelse indtog scenen på ArcHauz sent fredag aften. Alt var stilsikkert og strømlinet hos de drømmende artpoppere, hvor alt fra tøj og sko over musikalsk udtryk til visuals stemte perfekt overens. Det var et band i fuld kontrol fra start til slut.

Men lige så imponerende, som den totale kontrol var, lige så frustrerende blev den imidlertid også fra et band, som syntes at kæmpe imod det image, de har fået. Efter altid at være blevet beskrevet som smukke og charmerende, var varmen og charmen pakket totalt væk i et håb om at bevise, at de er mere end blot eye candy. Og det er de bestemt! Koncerten var som sagt veltilrettelagt og ikke mindst velspillet. Men en lidt for introvert optræden og det minutiøst planlagte show endte som en hæmsko for et band, som aldrig nåede at vinde publikums fulde gunst.

Bedst gik det med singleudspillet ‘Rainbow Girl’ samt en bastung klubudgave af ‘Dive’, hvor forsanger Loui Foo endelig forsøgte at smide tøjlerne og bevise, at hun faktisk er mere menneske end maskine, som det ellers kunne virke som om. Den stilsikre opvisning sluttede med et passende og garanteret velovervejet punktum med den gruopvækkende ‘Darkness’, inden nattens mørke ventede udenfor.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af