Eddie Vedder
Det er tyve år siden, Pearl Jam brød igennem lydmuren som et af grunge-æraens største navne. Men selvom Seattle-bandet for længst er trængt ud i udkanten af rockens rampelys, har de holdt et højt kunstnerisk niveau lige siden. Ikke mindst takket være frontmand Eddie Vedder, der synger med en brusende kraft og dirrende intensitet, de færreste kan matche.
Efter sit fine soundtrack til filmen ‘Into The Wild’ fra 2007 udsender han nu sit andet soloalbum. Og titlen ‘Ukulele Songs’ er en præcis varedeklaration, for på alle 16 numre bakkes Vedders stemme udelukkende op af det lille firestrengede instrument. Kun et enkelt sted lister en cello sig med i lydbilledet, ligesom Cat Power og Glen Hansard fra Swell Season gæster undervejs.
Det starter lovende med et cover af Pearl Jam-nummeret ‘Can’t Keep’, som fungerer godt i den skrabede opsætning. Men albummet bliver hurtigt en temmelig ensformig affære. Der er ikke mange nuancer i ukulelen, som nok egner sig fint til fællessang omkring lejrbålet, men som ikke har klangbund til at bære igennem et helt album. Og slet ikke som eneste modspil til en stemme af Vedders kaliber.
Sange som ‘Without You’ og ‘You’re True’ befinder sig godt i den intime instrumentering. Men det kræver absolut servering i små doser for ikke at ende i samme forglemmelige hyggedøs som eksempelvis surfer-sangskriveren Jack Johnson. Der er grænser for, hvor lille indpakning en stor stemme bør presses ned i.