Bachelorette
De fleste fra det kolde nord forbinder vel nok New Zealand med Bungy Jumping, får, Ringenes Herre eller Flight of The Conchords’ satiriske greb på ovennævnte uvidenhed. Måske er Annabel Alpers det næste navn der skal tilføjes til listen. Med to album i baggagen, og prominente fans som Animal Collective, Beach House og Bonnie ‘Prince’ Billy har New Zealanderinden allerede taget plads på surfboardet i det musikalske hav, ventende på at hypebølgen rammer.
Diverse trommemaskiner, et væld af gamle synthesizere, loopede vokalspor og en god portion fantasi er de simple ingredienser i den efterhånden slidte indiepop-opskrift som Bachelorette minutiøst følger. Det bliver hurtigt en anelse kedeligt og intetsigende, og så hjælper det ikke på Bachelorettes selvstændighed at Björk-, Karin Dreijer- og Animal Collective-inspirationerne konstant forsøger at lokke kompositionerne i baghold.
Generelt er Alpers’ overligger sat for lavt på dette album. For mange sange er forglemmelige, og der skal kigges langt efter højdepunkter. ‘Polarity Party’ lyder mest af alt som et forkastet Hot Chip-nummer, dog uden deres sans for interessante melodier, og er derfor aldeles uinteressant. ‘The Last Boat’s Leaving’ er forfærdeligt tåkrummende, og nummerets meget høje wah-wah-kor medfører en dyrisk lyst til at sparke en musikproducer i skridtet.
Kiwierne må desværre se i øjnene, at det ikke bliver Bachelorette, der skal hjælpe dem ud af stereotypen som et bungyjumpende herred.