Birdy Nam Nam – ALL RISE, baby!

»People often think a good mix should rise and fall, but people are wrong. It should be ALL RISE, baby!«. Ordene stammer fra How I Met Your Mothers Barney Stinson. Og hans filosofi om det perfekte mix er en parole som Birdy Nam Nam, hvis man skal dømme fra lørdagens imponerende live-set på Phono Festival, i den grad lever efter. Publikum fik bogstaveligt talt ikke et ben til jorden og crowdsurfede i stedet i et væk til stor glæde for de franske dj’s, der kvitterede med at spille højere og vildere.

Med et utal af vinyler ved hånden slap det franske ensemble det ene hårdtslående beat efter det andet i en clubvenlig cocktail af hiphop, techno og funket soul. På glødende turntables og laptops blev slagterihallen forvandlet til Odenses svar på Kødbyen få skæringer inde i koncerten.

Det kræver sin (fransk)mand at spille live med vinyler, men Birdy Nam Nams tekniske kunnen var så overvældende, at koncerten var en udsøgt fornøjelse, uanset om man luftede klubfingre foran scenen, eller man blot beundrede de fire dj’s på sikker afstand. At størstedelen valgte førstnævnte bør tilskrives Birdy Nam Nams intuitive publikumstække. Der blev ikke ytret mange dj-klicheer undervejs, men manglen på ord blev opvejet af den opmærksomhed og spilleglæde, man mærkede hos kvartetten.
 
Selv om man kunne savne den stilmæssige variation, man finder hos vores egne Den Sorte Skole, kompenserede vinylsvingerne med et halvanden times musikmix, der var så specifikt rettet mod dansegulvet, at det ikke gjorde noget.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af