Spank Rock
Læs også: Lyt til hele albummet
Med enhver omtale af Spank Rock medfølger altid en overhængende risiko for at nævne 2 Live Crew (hermed gjort!) lidt for mange gange. Siden den sprælske debut ‘YoYoYoYoYo’ har Spank Rock sammen med ligesindede som Amanda Blank og Hollertronix været spydspids for en hel bevægelse af electro-orienteret hedonisme-hiphop, som mange lidt for nemt har forfaldet til at kalde ‘party-rap’. Alle sammen med en tydelig forkærlighed for førnævnte old school-pionerer og deres særdeles beskidte munde.
Den festlige og letlevende tone fortsætter, trods titlen, på ‘Everything is Boring and Everyone is a Fucking Liar’, men Naeem Juwan er bestemt ikke sat i verden for at flytte dansefødder alene, også selv om det syrede synth-eksperiment ‘Hot Potato’ gør sit for at modbevise denne påstand.
Singleforløberen ‘Energy’ overrasker med liveinstrumenteret funkrock og en ømt syngende Juwan, ‘Car Song’ med Santigold er i Spank Rock-forstand en tilbageholdende, popskåren radiobasker, man ikke slår sig synderligt på. Og i det hele taget synes et mere skitsepræget og behagesygt udtryk at have fået mere plads på bekostning af de førhen så kantede og farverige programmeringer.
‘Cool Shit’ er et groovy lille pletskud, men generelt er kadencen for nedadgående i forhold til tidligere. Nyhedsværdien er selvsagt ikke den samme længere, og måske er det netop det manglende overraskelsesmoment, der gør, at anstrengelserne aldrig for alvor bliver interessante. Og da slet ikke når de fører til tamme eurodance-fornemmelser og 80’er-flødet falsetsang som på ‘#1 Hit’.