CHLLNGR

CHLLNGR’s debutalbum ’Haven’ hører til et af de mest oversete mesterværker fra 2011. Med den nye EP ’Datter’ er der heldigvis endnu en god anledning til igen at skabe lidt opmærksomhed omkring den talentfulde amerikaner, der her fortsætter den gode dubbede grundtone fra debutalbummet, uden dog at komme helt op på samme formidable niveau.

Titelnummeret lægger dog fornemt ud i et ildevarslende højfrekvent og forvredet toneleje, der emmer af sugende vintermørke, som blødes sublimt op af en skrøbelig mandlig vokal og store buldrende basflader. Den mere eksplicit klassisk dubbede ’Desire’ fungerer også godt, bortset fra den lidt irriterende vokale messen fra sangerinden Cherry B.

Hvor ’Datter’ og ’Desire’ lægger sig fint i forlængelse af udtrykket fra debutalbummet, trækker ep’ens to andre numre ’Well Good’ og ’Change (Reprise)’ i en mere poppet, men dog stadig følsom og melankolsk retning. Det er tydeligt, at The Weeknd og andre ligesindede r’n’b-fortolkere har haft en vis indflydelse her, og specielt ’Change (Reprise)’ lyder som noget, der kunne være blevet til i samarbejde med How To Dress Well. Men selvom CHLLNGR’s særegne take på det dubbede univers også skinner igennem på disse tracks, skal man være i et helt specielt mood for virkelig at sætte pris på det.

Som første halvdel af ep’en beviser, er det med sansen for den gode melodi in mente, at CHLLNGR skal fortsætte sin udforskning af de mørkeste post-dubsteppede kringelkroge.

CHLLNGR. 'Datter'. Album. Time No Place/Kompakt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af