Pulled Apart by Horses

Engelske Pulled Apart by Horses er et af den slags bands, der uvilkårligt leder tankerne hen på en anden tidsalder. Sangene på deres nye, andet album, ’Tough Love’, er i hvert fald indsmurt i tykke referencer til diverse klassiske hardcore- og funkmetalgrupper såsom Black Flag og Rage Against the Machine, men gennemstrømmes samtidig af en renskuret studiepolering, som fratager musikken fra de værste udskejelser.

Ja, faktisk lyder flere af albummets numre som værende deciderede stiløvelser, hvor gruppen boltrer sig i de sidste 25 års rockhistorie uden på noget tidspunkt at virke synderligt interesserede i at kigge frem i krystalkuglen. Og det er en skam, for det får i perioder disse engelske opkomlinge til at fremstå som ufarlige traditionalister.

Det er dog ikke ensbetydende med, at ’Tough Love’ er fuldstændig blottet for musikalsk ambition. Her er afgjort hæderlige forsøg på indimellem at puste lidt frisk liv i det ellers noget tamme sangmateriale, som yderligere lider under legendariske Gil Nortons lidt for stuerene produktion.

Hør blot albummets to første skæringer ’V.E.N.O.M.’ og ’Wolf Hand’, som med deres tøjlesløse hvirvelvinde af guitar og forsanger Tom Hudsons hidsige vokal for en stund forhindrer gruppens indflydelser i at køre i ligegyldig tomgang. Eller dyrk trommeslager Lee Vincents spidsfindige rytmeskift, der ofte evner at overraske.

Pulled Apart by Horses er bestemt et lovende band i god kontakt med deres musikhistorie. Men det ændrer ikke stort ved, at ’Tough Love’ er og bliver et noget blodfattigt bekendtskab, som aldrig rigtig efterlader et nævneværdigt indtryk.