Of Montreal – kontrolleret eufori
»Det her føles lidt som at spille til nogens skovtur«, konstaterede Of Montreals flamboyante forsanger Kevin Barnes knastørt en halv times inde i hans og det otte mand store bands koncert på Train i Aarhus. Det verbale nyrestød var møntet på det halvtomme koncertsteds publikum og åbenbart lige præcis, hvad der skulle til for at afløse den temmelig akavede stilhed mellem numrene og forvandle den til en festlig men kontrolleret eufori.
De psykedeliske indierockere fra Of Montreal er på turné med albummet ‘Paralytic Stalks’, hvis lyd ifølge Kevin Barnes afspejler den mørkeste sindstilstand i bandets 15-årige levetid. Så da musikken blev indledt af en monoton og dundrende dommedagsbas, kunne man frygte, at den karismatiske forsanger ville græde sig gennem koncerten. Det blev heldigvis ikke tilfældet, og det er da også langt fra her, at Of Montreal har sin musikalske pondus på en scene.
Live er Of Montreal nemlig et farverigt dampbarn, og under den hjertekrængende ‘Spiteful Invervention’ trådte to mænd i spandexdragter ind på scenen og kastede hvide balloner ud over publikum. Herfra blev stemningen forløst i funky basgange, skræmmende høj kastratsang og temposkiftende rytmeinferno, der kulminerede under koncertklassikeren ‘She’s a Rejecter’, hvor en supermandslignende spandexdragt tog flyveturen ud over dansegulvet via publikums udstrakte arme.
De genanvendelige gimmicks er en fast del af Of Montreals cabaret-lignenede koncerter, men til tider bliver det for meget og fjerner unødigt fokus fra musikken. Samtidigt sætter det et rutinemæssigt præg på koncertoplevelsen, og det er ærgerligt, for man vil så gerne have en smule mere nærvær og ind bag makeuppen på den dragende dæmon, Kevin Barnes.