We Were Born Canaries
Gennem We Were Born Canaries’ blot et-årige levetid har sangerinde Stine Grøn og producer Jakob Steen opbygget et både velproportioneret og velindrettet rum, hvor elektronik og skønsang harmonisk kredser om hinanden.
De velproducerede, oftest programmerede trommer udgør rummets rå vægge, og beklædningen varetages i bedste Beach House-stil af fingerspillet elektrisk guitar og synthesizere, som med brede penselstrøg frembringer storladne udladninger på ’Only Light’ og små trippende detaljer på ’My Beat’.
Men alt det er blot omgivelserne for We Were Born Canaries’ ubetingede midtpunkt: Grøns vokal. Og dens position er både duoens styrke og svaghed. Fordi hun så dygtigt bærer numrenes melodier, fremstår beats, synthesizere og guitar indimellem som ikke videre nødvendigt tilbehør. På trods af at numrenes popstrukturer ofte udfordres med overraskende skift, er det kun ved de mest markante, såsom overgangen fra melankolske strygere til et up-tempo beat og vanvittig catchy omkvæd på ’Let It Drop’, at instrumenteringen for alvor står frem og insisterer på at spille med, i stedet at stå i baggrunden med risiko for en snigende anonymitet.
Alligevel er det drømmende univers en behagelig virkelighedsflugt, når We Were Born Canaries med deres selvfølgelige lethed rammer så ren en skønhed, som tilfældet er på den stjerneklare mavepuster ’Just Teens’. Man ønsker blot, at duoen lidt oftere udnyttede sit gode blik for de ydre sfærer og lod musikkens elementer finde hinanden derude.