Northern Structures – techno før solen gik ned
Techno før solen er gået ned er en sær oplevelse, med mindre den netop er stået op. Klokken syv på Apollo Countdown skulle den dybt technoide københavnerduo Northern Structures alligevel sætte aftenprogrammet i gang. De valgte at gøre det med en nådesløs og hård selvfølgelighed, der i visse øjeblikke godt kunne få den sene eftermiddagsstemning til at minde om en af den slags usædvanlige feberdrømme, man har når man falder i søvn på sofaen efter arbejde. Dagens begivenheder blandes med dyr fra natten.
De to garvede herrer spillede et smældende rent set. Næsten melodiløst og kun krydret med enkle piskesmæld baldrede stortrommen kompromisløst derudaf. Først ti minutter inde fornemmede man antydningen af akkorder, der parodisk viste sig at være uden formål og forsvinde igen uden opbygning eller forløsning.
Læs live-anmeldelse: Nelson Can på Roskilde
Koncerten var struktureret som variationer over ’den uformidlede stortromme’, det vil sige sekvenser af hårde beats delt af korte breaks med forskelligt tema, nogle sfæriske, andre skrattende. Det uformidlede består i, at breaket fremfor at bygge op til genhøret med beatet pludseligt afbrydes af det. Effekten er vidunderlig hård og ubarmhjertig og elsket blandt technoens intelligente producere.
Denne eftermiddag havde Northern Structures altså tænkt sig at gå den milde warm-up-stemning i mod. Men måske var de tanden for ivrige: Det lidt sparsomme publikum prøvede, men havde svært ved at følge med det forholdsvist høje tempo. Man kom så alligevel til at savne lidt sarthed, der kunne have taget de velvillige lyttere mere højligt ved hånden.