Dum Dum Girls
Visse album er næsten uadskilleligt sammenflettet med deres ikke-musikalske skabelseshistorier. Dette gjorde sig gældende for Dum Dum Girls’ andet album ’Only in Dreams’ fra 2011, der bar forgrædte spor af forsangerinde Dee Dees mors dødsfald. Med dette uigenkaldeligt in mente, fremstår ’Season In Hell’, det afsluttende nummer på kvartettens nye ep, som en velkomst til nye og bedre tider.
Nok bliver der gjort status over knuste hjerter, tårer og mørke, men til sidst bryder daggryet frem og Dee Dee erklærer, at det er »the end of daze«, slut med at famle rundt i sorgens tågede tilstand. Man kan ikke andet end at blive revet med af trackets ihærdige trommer og det livslystne guitartema.
Læs anmeldelse: Dum Dum Girls ‘Only in Dreams’
Anderledes angstfuldt er coveret af Strawberry Switchblades ’Trees and Flowers’ fra 1983, hvorpå Dee Dees vokal agerer det altoverskyggende centrum. Lyst og sårbart kravler sangerinden opad i registret og ud af bekvemmeligheden, og tilføjer dermed sangen en mængde overbevisende patos, der let overgår originalens. Med sit næsten hiphop-tunge beat og selvsikre, beherskede tempo fortsætter ’Lord Knows’ bandets sejrsgang udi balladerne, der i stigende grad tegner sig som et nyt trumfkort.
Hvor ’Only in Dreams’ indimellem lider af en lidt for velpoleret overflade og ensformige sangstrukturer, udviser de fem numre på ’End of Daze’ tilsammen en variation i produktion og udtryk, der forhåbentlig også vil gøre sig gældende på næste fuldlængde.