Diverse kunstnere

DOWNLOAD MIXTAPET HER.

Black Cheese er en løst sammensat gruppe, der inkluderer nogle af de mest toneangivende danske kunstnere i øjeblikket, og derfor fungerer deres andet mixtape som et lydligt Instagram af dansk urban pop anno 2012. Og selvom det er herligt at Pato og co. prøver kræfter med nye distributionsformater i form af en eksklusiv app-version, kommer man ikke udenom, at udgivelsen her er og bliver et mixtape med alt, hvad det indebærer af skidt og kanel.

Takket være mixtapets uhøjtidelige format får vi heldigvis en masse versioner af tracks, vi kender, men som vi ikke anede, man kunne få. Som for eksempel lukkeren ’Oste løb’, der tager EaggerStunns baspotente outro fra ’Du ka’ løbe’ under kærlig behandling i selskab med Humme og Blæs Bukki. Eller ’De helt store drenge’ aka Jokeren og Ostefar selv, der kaster blær over Tinie Tempahs ’Pass Out’. Desværre giver mixtapet os også versioner, vi gerne ville have været foruden, såsom ’Alle mand’, der med Jonny Hefty-klonen Gee Monster på omkvæd får omskabt Roots Manuvas ’Witness (1 Hope)’ til en bizar sømandssang.

Læs også: Patos seks yndlingsproducere

Til gengæld får vi endnu et par perler at afslutte et år i den danske dancehalls tegn af med, som selvfølgelig er leveret af TopGunn og Raske Penge. ’Din mor’ fortsætter den unge producers stil og sætter din røv i øjeblikkelig rotation, og ’Oste steppah’ er auto-tunet praise af Pato henover et labert og dobbelttempo, digitalt dancehall-beat.

Mixtapet præsenterer os også for mindre kendte talenter som Skygg og Slogan, men alt i alt er der for meget internt Københavner-fnidder til, at det bliver det nye yndlingssoundtrack til din fest.

Diverse kunstnere. 'Black Cheese Mixxtape Vol.2'. Album. Black Cheese.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med