Jake Bugg

Når en teenager laver musik, som om han aldrig har lavet andet, viser det mod og modenhed. Sådan en knægt er den 19-årige Jake Bugg fra Nottingham. I en tidlig alder er han gået på inspirationsjagt i fars pladesamling – eller farfars – og han har især fundet frem til folk-udgivelserne fra Bob Dylans tidlige troubadour-periode.

Og når Jake Bugg oven i købet selv kreerer så fængende melodier, at mastodonter som The Stone Roses og Noel Gallagher inviterede ham med på verdensturné, allerede inden nærværende skive var færdiglavet, så har vi at gøre med et absolut talent.

Det understreger den unge komet selv på ’Lightning Bolt’, der sparker albummet i gang med sine svingende rockabilly-rytmer akkompagneret af Buggs snerrende nasalvokal. Og mens Dylans, Donovans og Simon & Garfunkels folk fra 60’erne udgør det ene ben på Jake Buggs debut, udgør netop rockabilly det andet. Man fristes til at samle det under betegnelsen ’folkabilly’. Pladens bedste nummer ’Trouble Town’ rammer plet og lyder som en melodi skudt ud fra jukeboxen i hjørnet af en amerikansk diner.

Helt ubritisk bliver det dog aldrig, for tekstmæssigt tager Jake Bugg os med til gaderne i hjembyen Nottingham, men en sang som ’Seen It All’ handler blot om at sluge piller på den lokale p-plads og crashe en fest med the lads.

I modsætning til hvad en purung Alex Turner skildrede på Arctic Monkeys’ debut, formår Jake Bugg ikke at beskrive hverdagsoplevelserne i det engelske med et dybere liggende fortolkningslag, og hans sangskrivning er stadig lidt banal.

Jake Bugg. 'Jake Bugg'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af