- Mews nye forsanger og Rosalía i kloster: Syv meget seriøse spådomme om musikåret 2026
- »Hun sagde selv, at hun var nervøs. Det må hun endelig ikke stoppe med at være«: Vi anmelder Vegas Udvalgte 2026
- Deres AI-sang storhitter i Sverige. Men da de hørte, hvad de havde skabt, blev de bange: »Det var et Oppenheimer-moment«
Broke
Download albummet HER.
Det hjælper ikke på hovedpinen. Tværtimod. Efter en mindre eksplosion blot to minutter inde i åbningsnummeret ’Some Evening’ begynder den stigende støj at krænge dit hoved på vrangen. Og det fortsætter. ’Restless Beach’ lægger ud med en tordenskraldende bas og fortsætter med tænderskærende distortion-effekter.
Men tag ikke fejl, det lyder pissegodt. For bag den thrashede støj ligger lyse keyboardtoner, autotune-vokal, aggressive trommer og lyden af bølgebrud, der på én gang både kontribuerer støjen og giver det omkvædsfattige, punkede udtryk substans og dybde.
Læs også: Se den kaotiske video til Brokes ‘Restless Beach’
Det er med hættetrøjen ned over øjnene i et miskmask af psykedeliske farver og blodstænk. Simon Littauer og Mads Bergland har medbragt det værste af Nørrebro på dette gratis tilbud om at råbe »Fuck you!« til det hele, som Mø gør det på ’Let the Youth Go Mad’. Og netop denne skæring står, med tandsmadrende synthslag og en vredt Peaches-rappende Mø, som pladens aggressive bæst.
Halvvejs løber albummet ind i en mindre tørkeperiode, fordi blandt andet den mere electropoppede ’Girls’ har for travlt til at skabe samme støjede dybde som de fleste andre skæringer. I et mørkere hjørne af festen formår ’Leaving School’ omvendt at skabe en ambient, men fortsat hårdt støjende lyd, mens den drømmende vokal står som pladens stærkeste. Nej, det hjælper ikke på hovedpinen, men når danskernes debut er bedst, kan den på den ene side slå tænderne ud af munden, og på den anden male dine drømme til med psykedelisk farvelade.
Broke. 'Lifestyle Mixtape'. Album. Fake Diamond.