Clinic

Man ved aldrig rigtig, hvad man kan forvente, når man sætter engelske Clinic på anlægget. Liverpool-kvartettens syvende album er i hvert fald lige så uforudsigeligt og kringlet som deres tidligere udgivelser og fremstår ved første gennemlytning sært indelukket om sit eget univers. Men dykker man dybere ned i gruppens mærkværdige sangkonstruktioner, opdager man hurtigt, at musikken byder på mere end blot rene eksperimenter.

Faktisk råder flere af albummets sange over et umiskendeligt melodiindhold, som så strækkes og vrides til underlige former og mutationer. Og det er i grunden ganske forfriskende at lægge ører til. Især fordi Clinic er helt igennem mesterlige til at inkorporere deres musikalske indflydelser i deres herligt gakkede sangskrivning. Lyt blot til den digitalt svajende ballade ’For the Season’, som mest af alt lyder som en besynderlig krydsning mellem sødmefuld 60’er-pop og punkpionererne Suicides brutale synthesizerklange. Eller dyrk gruppens vidunderligt uforskammede leg med lirede reverb-guitarer og kitschet 80’er-synth på ’Miss You’, som markerer et definitivt højdepunkt med sit kølige groove, der ikke sådan lige slipper sit tag om lytteren.

Læs anmeldelse: Clinic ‘Bubblegum’

Overordnet set er albummet dog ingen afgørende landvinding for Clinic. Dertil synes det lige lovlig forankret i gruppens foregående udgivelser. Men det rykker ikke afgørende ved, at Clinic har begået endnu et formidabelt album, der nok en gang formår at lege med rockens konventioner uden på nogen måde at blive decideret opskruet. Og det fortjener opmærksomhed.

Clinic. 'Free Reign'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af